Laudrup henter fransk spiller til Getafe
juli 22, 2007
Signorino har sat sin signatur på en kontrakt, som binder ham til den spanske klub de kommende fire sæsoner. Det skriver Tipsbladet.
Bladet skriver også, at det for den 26-årige venstre back har været afgørende at spille på højeste niveau, og det er grunden til, at han to år før kontraktudløb forlader Nantes, der er dumpet ned i den franske 2. division.
Signorino har tidligere spillet for Metz i 1. division og opnåede i 2002 enkelte kampe på U/20- og U/21-landsholdet. Han betegnes som en begavet fyr, som sideløbende med fodbolden har haft overskud til at uddanne sig til et job inden for reklame- og marketingbranchen.
Michael Laudrup har tidligere forstærket sit Getafe-forsvar med den argentinske landsholdsaspirant Daniel Diaz, der blev købt for ca. 40 mio. kr. hos Boca Juniors.
