Wilbek overtrådte janteloven, heldigvis

Håndboldmændenes EM-sejr passer godt ind danskernes selvopfattelse som de små og undertippede, der slår de store og seje.

Familien Danmark er blevet udvidet med en flok svedende og prustende mænd i klædelige, korte bukser. Håndboldmændene fra landsholdet er de seneste uger rykket helt ind i stuerne, og da landsholdet søndag tog EM-guld i Norge, flyttede målmanden Kasper Hvidt, den trinde og trætte Joachim Boldsen, flere gange Lars og en enkelt Lasse, træner Ulrik Wilbek og resten af truppen det sidste stykke helt ind i danskernes hjerter.

I det nationale hjertekammer betyder en gylden sejr utrolig meget, er der enighed om blandt iagttagere langs håndboldens sidelinje.

»Fordi vi elsker fortællingen om det lille land, som slår de store. Den grimme ælling, som får vinger,« siger lektor Johannes Andersen, Aalborg Universitet, som ud over at forske og undervise i politik også er meget optaget af sportens betydning i et moderne samfund.

»Vi lever i en opmærksomhedsøkonomi, hvor det ikke længere er nok at være stjerne for at få opmærksomhed. Der er for mange om buddet, og ønsket om at blive set er for stort, så der skal noget særligt til. Det særlige har herrelandsholdet leveret, fordi vi stadig mener, at de andre hold var lidt hårdere og tungere, men vi bare var klogere og mere kreative,« siger han.

At der netop er tale om en holdsport og ikke en individuel præstation, som da Michael Rasmussen – også kendt som “kyllingen” – forsøgte at vinde Tour de France sidste sommer, betyder også noget for at score danskerne kærlighed, vurderer lektoren:

»Det er meget sjovere at være glad, når det er et helt hold, som kæmper og vinder. Det er mere tvivlsomt med en ensom og utilgængelig cykelrytter, hvor mistanken om doping hele tiden nager,« siger han.

Nationalfølelsens reservat

Med historiske briller har sporten i dag den plads, som krige og militære slag tidligere udfyldte, når nationalfølelsen skulle dyrkes – eller dykkes. Historiker Steffen Heiberg kalder sporten et reservat, hvor vi kan udtrykke den nationale følelse, som vi ikke kommer af med til daglig.

»Fodboldlandsholdets europamesterskab i 1992 er den største nationale manifestation siden Anden Verdenskrig. Og på denne måde har sportsbegivenheder overtaget de nationale mindedages betydning. Det er jo ikke nogen, der markerer Dybbøl-dagen eller slaget på Reden, men vi husker sejre i sportens verden,« siger Steffen Heiberg.

»Stoltheden og den nationale identifikation ligger hele tiden under overfladen, og vi leder efter anledninger til at udtrykke den. Og det har vi f.eks. nu. Danmark drager ikke længere ud i krig og kommer hjem som helte på samme måde som tidligere, og derfor hylder vi i stedet landsholdet, når det vender hjem med en sejr.«

Sportens hierarki

Han peger på, at der dog er et hierarki inden for sporten. Fodbold er en global sportsgren, og en sejr i fodbold betyder derfor mere for nationalfølelsen end håndbold. Jo mere alvorligt andre lande i verden tager sportsgrenen, des mere stolthed, og derfor føles en sejr i fodbold større en sejr i håndbold, som igen er større end en sejr i badminton.

Også Steffen Heiberg peger på den kollektive glæde ved netop en holdpræstation:

»Det er nemmere at identificere sig med en holdsport. Det er nemmere at sige, »vi vandt«, når håndboldmændene vinder, end når en cykelrytter vinder. Så er det én persons sejr,« mener han.

Netop ved at sammenligne med foldbold-EM for snart 16 år siden ser Johannes Andersen en lille forskel i danskernes selvopfattelse.

»Dengang dyrkede vi fortællingen om, at fodbolddrengene afbrød deres badeferie og bare lige svippede indenom EM og legede sig til en sejr. Håndboldlandsholdets sejr er en anden, fordi den er langt mere kalkuleret og velforberedt. Vi er mere ovre i managementstilen, men det er samme løft i selvforståelsen,« siger han.

Samme opspil ser forfatter og cand. com. Thomas Ladegaard, som har fulgt dansk håndbold og fodbold tæt og i 2006 udgav bogen ”Bolsjedrenge og Jernhårde Ladies”.

»I en tid, da vi mangler samlingspunkter og ikke ligefrem svømmer i store sejre, kommer et hold og en træner, som hele Danmark kender, ind fra højre og vinder det hele. Det gør godt i hele Danmark,« siger han, der også ser ændringer i den måde, som sejren bliver nationalt klenodie på.

»Det er samme grundhistorie om, at de andre er større og stærkere. Men det nye – og ret så udanske er – at Ulrik Wilbek uden at blinke satte sig mål om at vinde guldet. Det, synes jeg, er ret interessant og ganske befriende,« siger Thomas Ladegaard.

Wilbeks realisme

I Idrættens Analyseinstitut forklarer direktør Henrik H. Brandt den stigende håndboldfeber med to forhold, som har beredt vejen for de håndboldspillende mænd:

»Håndboldkvinderne vandt sølv ved VM i 1993, og samtidig forsvandt dansk klubfodbold mere eller mindre fra de landsdækkende tv-stationer. Dét gav plads til håndbolden, som har vist sig at samle mange seere,« siger han, der til gengæld ikke vurderer, at selv nok så gylden en sejr vil fylde de danske haller med nye håndboldgenerationer.

»Tværtimod. Når sporten professionaliseres, koncentreres talenterne i færre klubber, så det snarere virker skadeligt end fremmende på bredden, fordi de små klubber har svært ved at stille hold selv i de lavere rækker. Den mekanisme kender man fra andre idrætsgrene,« siger Henrik H. Brandt, som i øvrig ikke vil placere Ulrik Wilbeks gulddrømme i den udanske kasse.

»Han har så mange år på bagen og så megen erfaring, at jeg mere tolker hans »Vi tar guld« som et meget realistisk bud, som ikke var et forsøg på at tale holdet op. Det var deroppe. Det var ikke udtryk for overmod,« siger han.