Hverken hjemmeholdet eller gæsterne fra Kronjylland leverede en præstation, der var tophold værdigt. Randers slap dog bedst fra kampen og vandt 3-0, mens kampen må give store panderynker på Brøndby-bænken.
Første halvleg udviklede sig til en lang gabetur. Hverken Brøndby-målmand Stephan Andersen eller Kevin Stuhr Ellegaard i Randers-målet skulle præstere en eneste redning. Dertil var afslutningerne ganske enkelt for ukvalificerede, når der endelig blev trykket af mod mål.
Det var nemlig så som så med chancerne. Først da tiden på dommer Thomas Vejlgaards ur havde rundet 45 minutter, formåede Randers at ramme inden for stolperne. Det gjorde Carsten Fredgaard til gengæld så godt, at bolden fra yderkanten af feltet sejlede ind over Stephan Andersen, der så meget overrasket ud over det friske spark fra Fredgaard.
Havde det ikke været for Carsten Fredgaards mål, var halvlegens dramatiske højdepunkt i det 14. minut, da Brøndbys Jon Jönsson måtte lade sig udskifte efter infight med Marc Nygaard.
For Brøndbys vedkommende blev spillet ikke meget bedre i 2. halvleg. Faktisk blev det så skift, at Faxe-tribunen begyndte på slagsangen: ‘Vi vil have Brøndby på banen’. Det var nemlig Randers, der havde fået mest ud af pausen. Tempoet og præcisionen i afleveringerne var sat op, og det pressede Brøndby tilbage på banen.
Som halvlegen skred frem, gik alvoren op for Brøndby-spillerne, og de fik sig langsomt kæmpet tilbage. Men med et kvarter igen fik Brøndbys mange fejlafleveringer konsekvenser, da Bedi Buval stod fuldstændig fri med Stephan Andersen. Selv om han to gange tidligere i kampen havde formået at brænde, var Randers-spilleren iskold tredje gang. Mens publikum udvandrede, cementerede Tidiane Sane sejren med sin scoring til 3-0.