Sent mål sætter ikke skår i glæden i FCK
august 14, 2008
Selvom Lillestrøm lavede et irriterende reducerings-mål, er FCK godt tilfredse.
Inden kampen mod Lillestrøm havde FC Københavns træner Ståle Solbakken advaret mod nordmændenes fysiske spillestil. FC København fik en drømmestart, da César Santín fulgte op på Atiba Hutchinsons afslutning efter gode kombinationer af angrebsduoen Nordstrand og Ailton. Og når københavnerne formåede at få kombinationsspillet igang, havde gæsterne det svært.
Det lignede en klar hjemmesejr på 3-0, da den ordinære spilletid løb ud, efter en god indsats. Men på en tilfældig chance i overtiden fik Lillestrøm reduceret med et vigtigt udebanemål. Målet gav dog ikke bekymrede miner i FCK-lejren efter kampen.
- Sådanne kampe her er altid svære, men jeg er meget tilfreds. Jeg fik dog visse flashbacks til, hvordan det var at være træner i Tippeligaen. Vi spiller desværre lidt for meget på Lillestrøms præmisser, og når de sådan slår den 60 meter op i luften, så bliver det jo svært at vinde bolden. Vores to midtstoppere er jeg rigtig glade for. De har ikke spillet meget sammen, men spiller en rigtig fin kamp. Offensivt er vores kontraer gode, og det er da dejligt, at vi får scoret tre mål, siger Ståle Solbakken til FC Københavns hjemmeside. Lillestrøms scoring giver ikke anledning til bekymring.
- De får svært ved at afholde os fra score deroppe, så med 3-1 har vi et godt udgangspunkt inden returkampen, siger Ståle Solbakken.
Det nye midterforsvar med Peter Larsson og Mathias Zanka Jørgensen er kommet godt fra start.
- Jeg synes, jeg leverer en god indsats. Jeg er ny i midten, men jeg synes samspillet med Zanka bliver bedre og bedre, og det fungerer godt hele kampen. Jeg er dog lidt utilfreds med deres sene scoring, for den er jo helt unødvendig, siger nyindkøbte Peter Larsson til klubbens hjemmeside.
Forsvarskollega Mathias Zanka Jørgensen var også tilfreds med indsatsen.
- Jeg synes vi har fuld kontrol over kampen, og Lillestrøm havde ikke meget at komme med, siger Mathias Zanka Jørgensen til klubbens hjemmeside.
Kampens spiller blev ifølge tilskuerne César Santín, som scorede sit første mål siden skiftet fra Kalmar FF. Selvom Lillestrøm spillede fysisk og satsede meget på dødsboldsituationerne, fik Santín for alvor vist sit potentiale på højrekanten.
- Det var en hård kamp, for det er nogle store stærke mænd, de nordmænd. Vi spillede en rigtig god 1. halvleg, og selvom jeg blev Man-of-the-match i dag, så kan jeg blive meget bedre. Det var dog dejligt at score mit første mål i PARKEN, men det var forhåbentlig kun det første af mange mål, siger César Santín.
FC København er inde i en god stime i Parken og har med gårsdagens sejr nu vundet 8 hjemmekampe i træk med en samlet målscore på 24-3.