Cheftræner Morten Wieghorst forudser en stenhård opgave for FC Nordsjælland, når de græske mestre fra Olympiakos i morgen gæster Farum Park

 

Morten Wieghorst tror på 25 procents chance for avancement til UEFA Cup’ens gruppespil. (Foto: Getty Images)

Det bliver en gigantisk mundfuld, FC Nordsjælland-spillerne skal gabe over, når Olympiakos og deres stjernebesatte trup tirsdag aften gæster Farum Park.

Her spilles første kamp af to, som afgør om danskerne eller grækerne skal en tur i UEFA Cup’ens gruppespil.

- Over to kampe ligger vi med en chance for avancement på ca. 25 pct, vil jeg vurdere. Det er et meget stærkt hold med masser af rutine fra mange år som fast deltager i Champions League, som kommer på besøg, siger cheftræner Morten Wieghorst til Ekstra Bladet.

Han vil ikke komme nærmere ind på, hvilket resultat nordsjællænderne skal have med i bagagen til Grækenland, hvis drømmen om det forjættede gruppespil skal gå i opfyldelse.

- Men vi skal til Grækenland uden at have indkasseret for mange mål. Og hvis de scorer, skal vi som minimum have lavet lige så mange mål for at kunne forfølge chancen dernede, mener træneren.

Han har stort set hele sin trup til rådighed, og vurderet ud fra dagens træning i Farum ligner det en kompakt midtbane med både Patrice Bernier, Morten Karlsen og Andreas Dahl i det centrale motorrum.

- Jeg har ikke lagt mig endeligt fast på holdet, men med de tre på banen samtidig er jeg garanteret en masse rutine og styrke centralt på banen, hvor grækerne er gode til at iscenesætte deres fremragende angribere fra, siger Morten Wieghorst.

Opgøret i Farum bliver fløjtet op klokken 18.00.

Leave a Reply