Poul Hansen langer ud efter sin tidligere klub, som han mener, er elendig til at holde på vigtige hemmeligheder.

Stol aldrig på en århusianer. I hvert fald ikke, hvis han sidder i ledelsen af AGF. Den århusianske fodboldklub kan nemlig ikke holde på hemmeligheder, mener AGF’s tidligere træner Poul Hansen.

- Jeg har flere gange oplevet, at noget er kommet frem, som kun 3-4 personer har vidst, siger Poul Hansen, der stod i spidsen for AGF fra 2002-2003.

- De er simpelt hen elendige til at holde interne dispositioner hemmelige, fortsætter han.

AGF’s uheldige håndtering af træner Ove Pedersens fremtid, undrer derfor ikke Poul Hansen.

- Nej, det gør det ikke. Det var det samme, da jeg var der. En måned før jeg blev fyret, kom det frem i en svensk avis, at klubben førte forhandlinger med Sören Åkeby, siger han.

Men også dengang nægtede ledelsen alt.

- Nej, nej, nej, for satan sagde da. Men, hvad skete der? Jeg blev fyret, og rygterne holdt stik, forklarer han.

Eftersom ledelsen i AGF ikke vil forholde sig til, om de fører forhandlinger bag træner Ove Pedersens ryg, mener han derfor, at situationen minder om dengang, han selv var træner.

- De mikrofoner som var i AGF dengang, er der åbenbart stadig. Og det holder bare ikke, mener han.

AGF styres af følelser

Grunden til at AGF tilsyneladende har svært ved at holde på forretningshemmeligheder, skyldes ifølge den tidligere træner, at klubben er ledet på en anden måde end eksempelvis FC København.

- Folk i AGF er mere drevet af deres følelser, end de er drevet af forretning. I modsætning til en mand som Flemming Østergaard, er Lars Windfeld og Brian Steen tidligere spillere. Og i AGF handler fodbold meget om følelser.

Debatten om trænersituationen er for alvor blusset op, efter at Ove Pedersen selv har langet ud efter ledelsen, som han mener holder ham for nar.

- Der er jo en grund til at jeg er begyndt at sige noget om det her, siger han.

Men den grund vil hverken sportschef Brian Steen Nielsen eller klubbens koncerndirektør Brian Steen Nielsen forholde sig til.

-Det er et internt anlæggende, siger Lars Windfeld.