Brøndbys cheftræner Tom Køhlert har følt et stigende pres, efterhånden som resultaterne er blevet bedre på Vestegnen

Normalt er træneren på et fodboldhold allermest presset når resultaterne udebliver. Men sådan har det ikke været for Brøndbys Tom Køhlert, som i takt med klubbens stigende succes har oplevet et større pres. Det afslører Brøndbys bestyrelsesformand Per Bjerregaard.

- Jeg ved, at han glæder sig til at stoppe. Han har været under stort pres – især det seneste halve år, fordi både han, klubben og omgivelserne har vidst, at han nu havde holdet til at være med i toppen, og hvis det ikke var det, ville det være hans ansvar, siger Per Bjerregaard til TV 2 Sporten.

Tom Køhlert sagde farvel til hjemmepublikummet i Brøndby i weekenden, men står i spidsen for holdet for sidste gang på lørdag mod OB. Ifølge Bjerregaard skulle farvellet denne gang være definitivt, efter Køhlert tidligere er vendt tilbage i flere omgange.

- Jeg har måtte love ham, at jeg ikke ringer igen, hvis det brænder på, slutter Per Bjerregaard.

Brøndby har dog antydet, at klubben fortsat håber at beholde Køhlert i klubben, eventuelt i rollen som talentspejder.

Leave a Reply