Stort underskud i Århus Elite
16,5 millioner kroner i røde tal er halvårsresultatet i Århus Elite. Mere i løn til spillerne og færre sponsor-indtægter er forklaringen

Højere udgifter til spillerlønninger er en af grundene til et pænt stort underskud i Århus Elite (Foto: Claus Bonnerup)
I Århus jubler spillerne mere på banen end det er tilfældet for jakkesættene i regnskabsafdelingen.
Århus Elite kom ud af 1. halvår 2008/09 med et underskud på 16,5 mio. kr. mod et overskud på 1,4 mio. kr. i samme periode sidste år. Fraregnet transferindtægter, der alene tegner sig for 10,6 mio. kr. af differencen i forhold til sidste års regnskab, er der tale om en resultatnedgang på 7,1 mio. kr. Udover de faldende transferindtægter i AGF skyldes udviklingen især stigende udgifter til spillerlønninger mv. og faldende indtægter fra sponsor- og samarbejdsaftaler.
Omsætningen var 48,2 million, en mindre tilbagegang i forhold til året før, hvor der var tre landskampe i Århus.
- Resultatet er ikke tilfredsstillende, men som mange andre virksomheder er vi også ramt af finanskrisen. Det medfører færre indtægter end forventet. Samtidig besluttede vi i 2008 nogle offensive tiltag – specielt inden for AGF Fodbold – som har kostet nogle penge. Det er glædeligt, at de målrettede investeringer i AGF allerede har givet afkast i form af et godt efterår med en placering som nummer 5 i SAS Ligaen, siger bestyrelsesformand Torben Bjerre-Madsen.
Skader
- Der er to forhold, der særligt har påvirket resultatet. Dels har skader blandt nøglespillere i AGF gjort, at vi har garderet os med ekstra spillere i truppen. Det påvirker såvel omkostninger til blandt andet lønninger som transferindtægter. Det sidste forhold hænger også sammen med, at vi gerne har villet give den ny sportslige ledelse lejlighed til at vurdere spillermaterialet. Derfor har vi været tilbageholdende med at sælge spillere, forklarer Torben Bjerre-Madsen.
Uanset de økonomiske vanskeligheder, så fastholder Århus Elite de sportslige mål, som ikke mindst handler om AGFs muligheder i Superligaen og håndboldklubbens muligheder for at komme i slutspillet.