Atlético slog Barcelona i drama
marts 2, 2009
Atlético Madrid besejrede FC Barcelona 4-3 i en fantastisk fodboldkamp, hvor Thierry Henry scorede to gange, men også kostede point for gæsterne.
Det var en kamp, der havde det hele. Også noget så sjældent som to sejrherrer, eftersom ikke blot Atlético Madrid var kampens vinder, da klubben søndag aften hjemme på Vicente Calderon havde besejret FC Barcelona 4-3 i den spanske Primera Division. Også Real Madrid profiterede kraftigt af bysbørnenes sejr, eftersom mestrene nu blot er fire point efter Barcelona på førstepladsen og har skåret otte point af forspringet på tre runder.
Kampen mellem Atlético og Barcelona udviklede sig fra første fløjt til noget af det mest spektakulære, man har set i denne sæson i Spanien. Allerede efter et minut af kampen skød Sergio Agüero i sidenettet, og få minutter senere fik hjemmeholdet fejlagtigt annulleret et mål for offside.
Gæsterne kom foran 2-0, da først Thierry Henry med et flot skud og dernæst Lionel Messi passerede Leo Franco i Atlético Madrids mål, men Diego Forlán før pausen og Agüero i anden halvleg fik udlignet.
Det lignede en udesejr, da Eidur Gudjohnsen spillede Henry fri til franskmandens anden scoring, men Henry blev kort efter skurk, da han rev Florent Sinama-Pongolle omkuld i straffesparkfeltet, så Forlán kunne udligne fra 11 meter.
To minutter før tid afgjorde Sergio Agüero opgøret, da han profiterede af håbløst forsvarsspil fra Barcelonas anfører, Carles Puyol.
Tid til manager hold hos Onside
marts 1, 2009
I Onside Manager Forår 2009, kan du vælge blandt mere end 250 spillere som til dagligt tjener deres penge i SAS Ligaen.
Spillet kører fra den 28.februar og vi starter op med 2 prøverunder, så du kan lære spillet at kende og så bliver det alvor med den spillerunde, der starter lørdag d. 14. marts.
Du skal oprette dig som bruger og logge ind, og når du så er logget ind, kan du begynde at vælge spillere under Opret hold.
Du har et budget på 50.000.000 virtuelle kroner og skal købe:
- 1 målmand
- 3-5 forsvarsspillere
- 3-5 midtbanespillere
- 2-3 angribere
- 1 træner
Du kan maksimalt vælge 3 spillere fra samme klub.
Når du vil vælge en målmand, klikker du “målmænd”, så kommer der kun målmænd frem. Du kan på samme måde vælge en klub og der kommer der kun spillere frem fra den valgte klub. Dette fungerer på samme måde med prisinterval.
Når du har fundet en spiller du vil have på dit hold, klikker du på pilen til venstre for spilleren og så bliver han sat ind på dit hold i den korrekte kæde. Systemet fortæller dig løbende hvor mange penge du har tilbage at købe for. Hvis du fortryder et valg, flytter du musen over spilleren og klikker på hans trøje, så forsvinder han igen fra dit hold. Når du har valgt 11 spillere og en træner, vælger du et holdnavn og gemmer holdet, så er du med i konkurrencen om præmierne.