SønderjyskE snød endnu et tophold, da de i overtiden fik udlignet til 1-1. Dermed får fynboerne svært ved at vinde guld.

OB blev overrasket af SønderjyskE i slutningen. Kampen endte 1-1, og fynboerne er nu definitivt ude af guldkampen. – Foto: BONNERUP CLAUS
SønderjyskE-OB 1-1

Mål: 0-1: Peter Utaka (10), 1-1: Sölvi Ottesen (90)

SønderjyskE (3-5-2): David Ousted – Michael Larsen, Sölvi Ottesen, Anders Østli – Michael Stryger, Morten Bertolt (80. Jesper Kristoffersen), Johnny Thomsen, Rasmus Hansen, Martin Halle (70. Morten Avnskjold) – Ken Ilsø (16. Jesper Kjerulff), Kenneth Fabricius

OB (4-4-2): Arek Onyszko – Espen Ruud, Anders Møller Christensen, Chris Sørensen, Peter Nymann – Hans Henrik Andreasen, Eric Djemba-Djemba (65. Esben Hansen), Johan Absalonsen – Peter Utaka (84. Björn Runström) Njogu Demba-Nyrén

Advarsler: Absalonsen (58)

Dommer: Michael Johansen

Da OB i onsdags vandt over FC København med 3-2, leverede de en fantastisk opvisning.

I dag hed modstanderen SønderjyskE, og niveauet i den kamp var langt fra det, man så mod FC København.

Men en fynsk sejr var påkrævet, hvis Lars Olsens tropper fortsat skulle drømme om de fine medaljer. Og i det meste af kampen så det også ud til, at det ville ende med tre sikre fynske point.

Men i dommerens overtid lykkedes det sønderjyderne at overraske det fynske forsvar og endnu engang at tage point fra et tophold.

Inden det kom dertil, havde SønderjyskE-forsvaret haft svært ved at få styr på Peter Utaka. Specielt når han kom løbende ind i feltet til centringer fra siderne og placerede sig rigtigt, bl.a. da han sagde tak for en god bold fra Espen Ruud og scorede til 1-0. Det var det første mål, oprykkerne indkasserede i fire kampe.

Opstilling skabte plads
Hjemmeholdets 3-5-2-opstilling gav nogle store områder i siderne, hvor OB’erne kunne komme fremad, enten med backerne, eller når angriberne, Utaka og Demba-Nyrén søgte derud.

Til gengæld var sønderjyderne hurtige til at komme fremad, når de erobrede bolden. De spillede frisk til og skabte god udligningsmuligheder før pausen, selv om den sædvanligvis mest kreative spiller, Ken Ilsø måtte forlade banen med en skulderskade.

Thomsen arbejdede godt
Johnny Thomsen, for det meste ellers kantspiller, lå i en central midtbaneposition med den opgave at holde godt øje med Eric Djemba-Djemba, der i de fleste kampe er den OB’er, som bygger spillet op nede fra.

Thomsen gjorde et godt stykke arbejde i en kamp, hvor OB-spillerne ikke var helt oppe på tæerne og lige så tændte som i den store kamp mod FCK onsdag aften i Odense.
Djemba-Djemba lod sig udskifte i anden halvleg, da hjemmeholdet lagde et efterhånden rigtig godt pres på favoritterne og fik et vist overtag i kampen.

Sønderjysk defensiv fungerede godt i anden halvleg
SønderjyskE fik både lukket bedre af ude i siderne, hvor wingbackerne Michael Stryger og Martin Halle var mere opmærksomme end i de første 45 minutter, og bygget udmærkede angreb op. Morten Bertolt, Rasmus Hansen og Johnny Thomsen leverede knaldhårdt arbejde over for de mere rutinerede OB’ere, der efterhånden tydeligt ’bare’ var indstillede på at køre en smal sejr hjem.

Chokscoring i overtiden
Anders Møller Christensen styrede i vanlig stil OB-forsvaret, hvor den hurtige wing Peter Nymann på den uvante venstrebackplads klarede sig glimrende, og hjemmeholdet havde besvær med at åbne OB-defensiven og komme frem til de helt store udligningschancer.

I dommerens overtid kom chokket så. SønderjyskEs anfører, Sölvi Ottesen, sendte bolden ind bag Arek Onyszko til slutresultatet 1-1.

OB kunne med en sejr være kommet på pointhøjde med FCK – som i morgen møder Brøndby – men i stedet må træner Lars Olsen nok erkende, at den lille chance, der var for guld, nu er forsvundet.

Leave a Reply