Efter 5-0 på udebane over Hannover kan Wolfsburg nøjes med et point i den sidste spillerunde.

Wolfsburgs topscorer Grafite (th.) scorede to af målene, men blev overgået af holdkammeraten Edin Dzeko, der lavede tre. – Foto: OLIVER MULTHAUP/AP
Wolfsburg har aldrig vundet det tyske fodboldmesterskab, men klubben er nu tættere på end nogensinde.

Efter en overbevisende 5-0-sejr i dag ude over Hannover 96 fører holdet Bundesligaen med to point med blot en kamp tilbage.

Edin Dzeko bragte gæsterne i spidsen i første halvleg, og Bundesligaens topscorer, Grafite, sørgede med yderligere to scoringer inden pausen for at afslutte enhver spænding.

I anden halvleg scorede Edin Dzeko yderligere to gange, så Wolfsburg nu ikke bare fører ligaen, men også har en markant bedre målscore end Bayern München og Stuttgart, som begge er to point efter og som i sidste spillerunde mødes i München.

Dermed vil Wolfsburg formentlig kunne sikre sig mesterskabet med uafgjort på hjemmebane mod Werder Bremen.

Luca Toni tæt på et sejrsmål
Bayern München dummede sig ved kun at opnå 2-2 ude mod Hoffenheim. Franske Franck Ribéry bragte ellers de regerende mestre i spidsen i første halvleg, da han udnyttede en ripost fra Hoffenheims målmand, Timo Hildebrand. Hjemmeholdet fik dog vendt op og ned på tingene med scoringer af Demba Ba og Carlos Eduardo.

Bayern München fik udlignet lige før pausen ved Luca Toni, men trods flere gode tilbud til begge hold i anden halvleg blev der ikke scoret yderligere. Luca Toni fik sidste mulighed, men ramte ikke målet i sidste minut.

Danskere i nedrykningsfare
Hamburger SV fortsatte nedturen med 0-1 hjemme mod FC Köln, og Michael Gravgaard fik de sidste 18 minutter på banen.

To danskerklubber er i akut nedrykningsfare. Jonas Kamper fik de sidste 17 minutter på banen, da Arminia Bielefeld tabte med tenniscifrene 0-6 ude mod Borussia Dortmund med den tidligere FC Midtjylland-spiller Mohamed Zidan som sidste målscorer.

Dennis Sørensen spillede hele kampen for Energie Cottbus i 0-2-nederlaget ude mod VfB Stuttgart, og dermed skal de to danskerklubber sammen med Karlsruhe og Borussia Mönchengladbach kæmpe om at undgå de to direkte nedrykningspladser.

Leave a Reply