Wolfsburg er tæt på tysk mesterskab
maj 16, 2009
Efter 5-0 på udebane over Hannover kan Wolfsburg nøjes med et point i den sidste spillerunde.
Efter en overbevisende 5-0-sejr i dag ude over Hannover 96 fører holdet Bundesligaen med to point med blot en kamp tilbage.
Edin Dzeko bragte gæsterne i spidsen i første halvleg, og Bundesligaens topscorer, Grafite, sørgede med yderligere to scoringer inden pausen for at afslutte enhver spænding.
I anden halvleg scorede Edin Dzeko yderligere to gange, så Wolfsburg nu ikke bare fører ligaen, men også har en markant bedre målscore end Bayern München og Stuttgart, som begge er to point efter og som i sidste spillerunde mødes i München.
Dermed vil Wolfsburg formentlig kunne sikre sig mesterskabet med uafgjort på hjemmebane mod Werder Bremen.
Luca Toni tæt på et sejrsmål
Bayern München dummede sig ved kun at opnå 2-2 ude mod Hoffenheim. Franske Franck Ribéry bragte ellers de regerende mestre i spidsen i første halvleg, da han udnyttede en ripost fra Hoffenheims målmand, Timo Hildebrand. Hjemmeholdet fik dog vendt op og ned på tingene med scoringer af Demba Ba og Carlos Eduardo.
Bayern München fik udlignet lige før pausen ved Luca Toni, men trods flere gode tilbud til begge hold i anden halvleg blev der ikke scoret yderligere. Luca Toni fik sidste mulighed, men ramte ikke målet i sidste minut.
Danskere i nedrykningsfare
Hamburger SV fortsatte nedturen med 0-1 hjemme mod FC Köln, og Michael Gravgaard fik de sidste 18 minutter på banen.
To danskerklubber er i akut nedrykningsfare. Jonas Kamper fik de sidste 17 minutter på banen, da Arminia Bielefeld tabte med tenniscifrene 0-6 ude mod Borussia Dortmund med den tidligere FC Midtjylland-spiller Mohamed Zidan som sidste målscorer.
Dennis Sørensen spillede hele kampen for Energie Cottbus i 0-2-nederlaget ude mod VfB Stuttgart, og dermed skal de to danskerklubber sammen med Karlsruhe og Borussia Mönchengladbach kæmpe om at undgå de to direkte nedrykningspladser.
Schweinsteiger forlænger med Bayern
december 15, 2008
Det er lykkedes FCBayern München at holde på deres 24-årige midtbanespiller Bastian Schweinsteiger, som har underskrevet en kontrakt til 2012.
Den 24-årige midtbanespiller Bastian Schweinsteiger har været jaget vildt de seneste måneder. Hans kontrakt med Bayern udløb den kommende sommer og det har fået klubber som Real Madrid, Juventus som Inter og Arsenal til at bejle til spilleren.
Bastian Schweinsteiger kom til Bayern for ti år siden og debuterede fire år senere i en alder af 18 år for klubbens førstehold. Siden er det blevet til 224 kampe for Bayerns bedste hold.
Bayern sled sig til sejr
februar 1, 2008
Bayern München fik fredag aften den perfekte start på 2008 i ligaen og yderligere tre point til kontoen i kampen om det tyske mesterskab i fodbold.
På udebane i Rostock besejrede Bayern værterne fra Hansa med 2-1. Franck Ribery og Luca Toni stod for de afgørende mål, som begge blev scoret i første halvleg.
For italienske Toni var det ligascoring nummer 10 i sæsonen, mens Ribery, som scorede det første mål i kampen, nu står noteret for fem sæsonmål i ligaen. Rostocks Enrico Kern stod for reduceringen kort inde i anden halvleg, men trods et fornuftigt pres fra hjemmeholdet i resten af opgøret, havnede alle point i Bayern-lejren.
Med sejren har München-holdet på førstepladsen et forspring på tre point ned til Daniel Jensens Werder Bremen, som søndag møder Bochum.
