Den tidligere danske landsholdsspiller i fodbold, Michael Laudrup, blev ved middagstid præsenteret som ny træner for Spartak Moskva på en pressekonference i underholdningskomplekset “Golden Palace” i Moskva.
Kontrakten løber i 18 måneder.
Netop den relativt korte kontraktlængde har været et samtaleemne i Rusland, hvor nogle frygter, at Laudrup kunne finde på at smutte før tid.
Til Moskva uden Faxe
Ambitiøse Spartak Moskva har ikke vundet et mesterskab siden 2001 og er sultne efter ét:
»Jeg ved, at klubben ikke har vundet ligaen i de sidste syv år. Derfor er det en stor udfordring for mig at gøre noget ved den situation«, siger Michael Laudrup til Spartak Moskvas hjemmeside.
Michael Laudrup havde håbet at få sin mangeårige assistent John “Faxe” Jensen med fra Spanien til Moskva, men han har efter samråd med familien valgt at tage hjem til Danmark for atter at gøre karriere som cheftræner.
Michael Laudrup kan næppe gøre Spartak Moskva til russisk mester i år, idet holdet er ni point fra førstepladsen med 10 kampe tilbage af ligaen, hvor der kun gives to point for en sejr.
Allerede lørdag møder holdet lokalrivalerne fra FC Moskva på udebane.
