5-0 til Gorica. 4-0 til Aberdeen. To Europa-flop der står som to åbne sår i historiebøgerne. Langt de fleste spillere i løvetrøjen mod FC Moskva har ikke selv været involveret i de to store nederlag, men de  kender alle fortidens spøgelser i klubben.

Dem som pludselig viste sit uhyggelige ansigt, da FCK ellers virkede til at have alt under kontrol. Bagud 1-0 begyndte der at brede sig en lidt bekymrende stemning blandt FCK-tilhængerne. Dem som rent fysisk har mærket på sin krop, hvor ondt det gør at se sit hold ramle sammen på den måde. Ville FC Moskva blive én af dem, som kunne hjemsøge FCK i mange år fremover og tilføje en ny sort plet til den ellers fornemme Europa Cup-statistik?

Man kunne nærmest høre spørgsmålet blive hvisket som et slags verbalt kædebrev på C-tribunen.
Det samme skete igen i kampens sidste minutter, hvor Jesper Christiansen måtte ud i en feberredning for at holde Moskva fra forlænget spilletid.

Men Ståle Solbakkens nye løver har et andet bid end forgængerne. Der skulle måske lidt held til at få nervesystemet i ro igen, da russernes Alexander Sheshukov lavede et akrobatisk selvmål. Det lignede lidt et replay af FCKs afgørende mål i den sejr over Ajax, der bragte klubben i Champions League i 2006.

Heldet tilfalder som bekendt dem, der selv opsøger det. Og der er noget, som tyder på, at FCK har store muligheder for at mænge sig blandt de helt store, når de om kort tid går i gang med UEFA Cup’ens gruppespil.

Holdet virker gennemsyret af professionalisme og spillertyper, som kan nå et højt internationalt niveau, når de rammer dagen.
Det sidste gjorde de til gengæld ikke mod FC Moskva, som de slog i en langt bedre indsats i den russiske hovedstad for 14 dage siden.

Selv efter 1-1 målet var det som om, at Moskva fik lov til at tage initiativet, og den noget svingende argentinske angriber Hector Bracamonte var flere gange tæt på at gøre livet surt for FCK.

- Vigtigt for holdet. Vigtigt for klubben. Vigtigt for træneren. Sådan udlagde FCK-træner Ståle Solbakken selv betydningen for FCK at kvalificere sig til gruppespillet, hvor man er garanteret fire kampe mod modstandere som godt kan blive af Milan og Tottenhams kaliber.
Man forstår godt Solbakkens konklusion.

UEFA Cup’ens gruppespil betyder en hel del ekstra millioner kroner i Flemming Østergaards klubkasse. På spillerfronten kan Solbakkens nye kuld få en fornøden international erfaring, der kan løfte dem op på det niveau, som 2006-holdet havde med sejre over Celtic og Manchester United i Champions League.

Vigtigst af alt så har de nye spillere ikke de skeletter i skabet, som kunne have kostet dyrt i en kamp på vippen som mod FC Moskva. Det kunne også høres på jubelbrølet på slutfløjt, som kunne høres over hele København.