Det er mere end bare et lokalderby, når Liverpool i dag tager imod Everton i kampen om den fjerdeplads, der giver adgang til Champions League. For de blå, som engang var racismens højborg i engelsk fodbold, er der vokset en ny og fremsynet
Set med dansksindede journalistbriller ville det være oplagt at vinkle en historie om Everton på fænomenet og smertensbarnet Thomas Gravesen.
Problemet er så bare, at den engang så feterede midtbanespiller i sin karrieres efterår har eksileret sig i en grad, som går titlen på Coen-brødrenes mesterlige
film noir pastiche »The Man Who Wasn’t There« uhyggeligt nærværende. Som om Thomas Gravesen i stil med filmens hovedrolleindehaver, frisøren Ed Crane (mesterligt spillet af Billy Bob Thornton), i dag lever et sært gennemsigtigt, flegmatisk og uendeligt stille liv med en drøm om noget hinsides den tilværelse, han træder mølle i.
Nok om Gravesen. For selv om den efterhånden 32-årige eks-landsholdsspiller har haft sine sporadiske optrædender hos Everton siden sin genkomst fra fejlgrebet i skotske Celtic, tyder intet på, at han kommer til at spille nogen betydende rolle i dagens opgør mod Merseyside-rivalerne fra Liverpool.
De blåklædte bysbørn løber på Anfield i bevidstheden om aktuelt at stå en gylden chance for dels at slå deres langt mere glorificerede arvefjender i egen hule for første gang siden 1999, dels at kunne slutte på den fjerdeplads, som udløser en kvalifikationskamp til milliardærturneringen Champions League.
Det er nye tider for en klub, der er ved at genopfinde sig selv, og som har rystet de værste prædikater som racismens højborg af sig i det nye årtusinde.
Faktisk var det netop en Liverpool-legende, som i høj grad kom til at personificere det racehad, der så sent som i 2000 fik Everton til at toppe på den engelske Skammens Liga. De massive og racistisk tonede mishagsytringer, Evertons tilhængere i 1980erne tilkendegav over for Liverpools elegante – og farvede – kantspiller John Barnes, blev i årene derefter fulgt op af banankast, gutturale abelyde og anden oratorisk overflod fra snævertsynets slamkiste, når der kom farvede spillere på visit i Goodison Park. Ledelsen i Everton gjorde mildt sagt ikke meget for aktivt at ændre på tingenes tilstand, men forstærkede vel nærmest tendenserne ved med deres indkøbspolitik at være den sidste klub i Premier League, som præsenterede publikum for dét, man i gamle dage slet og politisk ukorrekt kaldte en neger.I dag er der en klar og veldefineret modkultur til de strømninger, Everton var mere berygtet end berømt for. Som det hedder sig på det uafhængige fanforum www.toffeeweb.com, nægter det tænkende kontingent blandt klubbens loyale tilhængere at blive forlenet med chauvinisme, fremmedhad og hvad deraf følger.
»Alle spillere bliver hyldet eller latterliggjort udelukkende på deres evner som fodboldspillere, deres måde at omgå fans på og deres adfærd uden for banen. Det gælder uanset race, farve eller tro,« understreges det i fanforummets credo.
De nye toner fra fanfraktionen er for længst blevet afspejlet også på banen, hvor den 44-årige manager David Moyes i sin seks-årige regeringstid har sørget for at blande kortene med et mere moderne og globaliseret udsyn. Tilgangen af en nye Everton-epokes yndlinge som Olivier Dacourt, Daniel Amokachi, Ibrahim Bakayoko, Kevin Campbell og – ikke mindst – holdets nuværende målmaskine, nigerianske Ayegbini Yakubu, har gjort meget for at retouchere racismens ansigt på et hold i sportslig fremgang.
Samtidig har Everton også i klubbens infrastruktur undergået en forandring, som på længere sigt kan gøre dem til en magtfaktor. For mens Liverpool stadig er det store og i særklasse mest vindende hold i Beatles-byen, har Evertons ungdomsakademi produceret et væld af talenter med Wayne Rooney som det største af slagsen. Og det arbejde kan blive en nøgle til fremgang og forbedrede indtægtmuligheder i en klub, som med en billet til Champions League for alvor vil kunne gøre sig på den internationale scene, efter at klubben i år netop er røget ud af UEFA Cuppen, hvor man var blandt de sidste 16.
Evertons form er set over de seneste par kampe ikke prangende. Et 1-0 nederlag ude til Fulham og uafgjort hjemme mod West Ham har øget kravet om en sejr over de rødklædte bysbørn, hvis man vil tangere Premier League fjerdepladsen fra 2005.
»Hvis vi bare lader Liverpool spille deres spil, slår de os komfortabelt. Vi skal sidde helt tæt på dem og lade dem vide, at vi altså er med i kampen,« forsikrer Lee Carsley.
Altimens Liverpools spanske manager Rafael Benitez forsøger at finde en balance mellem hjerte og hjerne.
»I et lokalopgør vil folk gerne spille med hjertet, men hvis du vil kontrollere kampen og skabe flere chancer end din modstander, er du nødt til at have hovedet med,« pointerer Benitez.
Hvad Thomas Gravesen måtte mene om dét spørgsmål, lader vi indtil videre stå hen i det uvisse.
